Husk at du kan følge mig på Instagram

  • Fresh out of the shower
  • Ananas i egen juice Jeg ELSKER det her hjrne i
  • Det var en rigtig god mandag indtil jeg spiste min
  • Som at trde ind i gammel tid  Det var
  • Kan slet ikke vre i mig selv Jeg synes P
  • Jeg glder mig lidt til efterret isr nr efterrsfarverne ogs
  • Woke up this morning and felt like being a mermaid
  • Gave  Det er 100 r siden jeg fik den
Livsstil

Hvad sker der når…

29. januar 2018
Hvad sker der når vi får børn?

Hvad sker der når vi får børn?

vi får børn? 


Det er et spørgsmål jeg stiller mig selv fra tid til anden. Ikke fordi jeg er bange for, at få børn. Men jeg er bange for, hvad der sker med min omgangskreds, når jeg får børn. Og lad mig med det samme slå fast, jeg er ikke ude efter nogle eller mynter det her på nogle bestemte. Det er en generel undring, der ligger til grund for det, måske, anderledes opslag! Det siger jeg, for i min alder begynder ‘man’ at få børn. Og her er ingen sure miner, børn er det bedste der kan overgå én (har jeg hørt!).

Er børn en forhindring?

Men jeg sætter alligevel spørgsmålstegn ved, hvad der sker når man får børn? For jeg vil heller ikke ligge skjul på, at jeg ikke rigtig har kontakt med de af mine venner, der har fået børn. Og det synes jeg er ærgerligt, for man holder jo af sine venner! Hos mig, har det sat mange tanker i gang. Selvom jeg kun kan tale for mig selv, forstiller jeg mig, at jeg ikke er den eneste. Jeg kan ikke være den eneste? Jeg tænker faktisk nærmere, at det er ganske normalt. Men derfor kan det jo stadig være ærgerligt?

Hvorfor?

Hvorfor glider et venskab ud, når man får børn? Skal jeg være bange for, at mine venskaber glider ud i sandet, når jeg får børn? Det er spørgsmål jeg stiller mig selv. Jeg tænker, at man som venner siger til – hvis det er en decideret konflikt, der forhindrer venskabet i at fortsætte. Men det ved jeg selvfølgelig ikke? Så tænker jeg også, at børn selvfølgelig kræver en opmærksomhed, man som udenforstående ikke rigtig kan sætte sig ind i. Det er nok det mest naturlige i hele verden. Men hvornår mister man sit sociale liv? Føler man det er et tab, eller kommer det løbende, så man faktisk ikke bemærker det – før det er ‘for sent’? Der er virkelig mange ting jeg ikke forstår, men sådan skal det være! Jeg kan godt lide at reflektere over tingene, og det er da også ét af de emner jeg har brugt lang tid på. Stille mig selv spørgsmål, for at finde et svar.

Skal jeg være bange?

Skal jeg være bange? Vil jeg også lade mit sociale liv, glide ud i sandet – fordi jeg bliver for opslugt af drømmen om en kernefamilie? Det håber jeg ikke! Selvom jeg måske siger til mig selv, at “sådan bliver jeg ikke” – så kan man ikke vide sig sikker. For sådan siger alle nok til sig selv. Men så kommer barnet, og så er det barnet der tager al opmærksomheden. Men hvad så, når barnet er gammelt nok til at komme i institution? Skal man så ud og finde nye venner? Så mange ubesvarede spørgsmål…(!) Det er altså nogle af de spørgsmål, jeg en gang i mellem bryder min hjerne med.

Jeg snakkede med min far, og han fortalte at han kun snakker med et par stykker fra dengang han var på min alder. Resten af sine venner, har han mødt gennem sit ‘voksne liv’. Jeg ved ikke om det er betryggende? For jeg elsker jo de venner jeg har nu. Og jeg synes det er mærkeligt, hvis man skal forholde sig til – at man formentlig mister sine venner igen? I hvert fald de fleste af dem! Det virker skørt.

Er du mor? Så må du MEGET GERNE forsøge, at give svar på mine spørgsmål ved at kommentere! Eller give moderens version af, når venskab glider ud i sandet – efter barnet er kommet til verden!

    Skriv svar