Husk at du kan følge mig på Instagram

  • De sm trdlse hretelefoner var et fantastisk godt kb! De
  • Sndag p en mandag!  Jeg er klar til at
  • Cravings on a sunday Tb to a fun day in
  • Som gte og kmpe familiemenneske bliver jeg lykkelig af at
  • Rise and shine
  • Sov godt Olde
  • Jeg har ikke opdateret bloggen lnge men det er den
  • Er jeg den eneste der er begyndt at tlle ned
Min hverdag

Et sidste farvel

24. januar 2018
Et sidste farvel

Et sidste farvel

For det første, så er det ikke meningen at titlen skal være dramatisk. Jeg vidste ganske enkelt bare ikke, hvad pokker jeg skulle kalde dette indlæg? Jeg synes ikke der er nogen god titel.

Jeg vil inden jeg går rigtig igang, også lige sige. Dette indlæg er ikke blevet, og vil ikke blive delt nogle delt nogle steder. Jeg skriver det, fordi jeg har en masse følelser jeg er nødt til at komme ud med. I min optik, er det dét en blog er til, og derfor kommer de ud her. Det er skrevet frit fra leveren.


Idag fik jeg et uventet og desværre tragisk opkald fra min chef. En tidligere ansat fra arbejdet har taget sit eget liv. Jeg har aldrig skulle forholde mig til de ord før. For på mange måder, er det bare meget værre end når folk bliver taget af sygdom. For her er der tale om et menneske, der selv har taget valget, om at ende sit liv. Det kan jeg ikke forholde mig til. Måske vil jeg ikke? Først var jeg ret afklaret, men det sneg sig ind på mig. Hvad der egentlig var sket. Og så væltede tårerne bare ned. Min reaktion kom faktisk meget bag på mig? Jeg ved ikke hvorfor, for det er meget naturligt at græde, når man får at vide at én er død. Uanset hvem det er. Jeg snakkede med min chef, i hvad der føltes som en evighed. Som om tiden gik i stå. Men samtalen varede 9 minutter. Måske længere end man normalt taler med sin chef, men der var også mange pauser.

Jeg arbejder et sted, hvor man tager sig rigtig godt af sine ansatte., og jeg sætter stor pris på den omsorg jeg fik. Efterfølgende ringede jeg til min mor, for at sidde alene hjemme med sådan en information – det er svært. Det var faktisk her min reaktion kom aller mest bag på mig. Da jeg hørte mig selv fortælle min mor, hvad der var sket, knækkede jeg helt sammen. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, men jeg lavede en vanvittig lyd og brød ud i voldsom gråd. Næsten som om det var et nært familiemedlem?

Faktisk følte jeg, at de sidste 2 måneders frustration og stress kom ud, oven i at jeg lige før jul mistede et familiemedlem til kræft OG at en tidligere kollega nu også har taget sit eget liv. Alt det kulminerede da jeg talte med min mor, og det kom virkelig bag på mig. Det var som om alle disse følelser kom ud i én meget voldsom lyd. Min mor hang i telefonen, og jeg kan kun forstille mig, hvor hårdt det må have været for hende lige der, at skulle høre hvor ked af det jeg var, uden at kunne gøre noget ved det. Udover at vente. Og prøve at tale mig ned igen. Min mor er den bedste, for det lykkedes hende! Man bliver aldrig for gammel til at ringe til sin mor. Jeg græd rigtig voldsomt, men jeg har ikke grædt siden (i hvert fald ikke i dag).

Imorgen skal jeg på arbejde igen, og jeg ved ikke om jeg overhovedet skal tage makeup på. For jeg ved ikke hvordan mine andre kollegaer er i sådanne situationer? Men jeg går med følelserne uden på tøjet, og jeg ved at det bliver en følelsesmæssigt hård dag. ‘Heldigvis’ er vi allesammen i samme båd, og jeg er ikke nogen tudemarie. Jeg kan bare ikke klare, at se andre mennesker kede af det. Og det var en person, der var vellidt af alle – så det bliver hårdt og sådan er det.


Det blev et langt indlæg, men jeg synes virkelig det hjælper at få skrevet mine følelser ned et sted. Tak fordi du læser med. Det er rart, at kunne dele sine følelser. Også dem der ikke er så rare at snakke om!

Jeg sender en tanke mod himlen, for den er blevet en engel rigere.

    Skriv svar